Lektiehjælp og stilletime

På Lyngs dyrker vi idræt. Og rigtig meget af det. Men selvom vi er en idrætsefterskole, så har vi også stort fokus på, at vores elever rykker sig i de boglige timer. Vi prioriterer de boglige fag, og vi har sammensat vores skema sådan, at der hver dag er tid og mulighed for at lave lektier.

Hver aften efter aftensmaden har vi stilletime. Her er vi alle som udgangspunkt på værelserne. Der SKAL ikke laves lektier i stilletimen, men der er tid og ro til det, fordi alle er på værelserne og er stille. Her kan eleverne også bare tage sig et hvil, høre musik (med hørebøffer på) eller sidde og snakke stille og roligt.

Ved hver stilletime har vi lektiecafé i aulaen. Her er der hver aften lærere, som kan hjælpe eleverne med dagens lektier eller igangværende projekter i de boglige fag. Der er altså hver dag mulighed for at få feedback, input eller støtte til de daglige eller ugentlige lektier, ligesom eleverne til lektiecaféen har mulighed for at hjælpe hinanden.

 

Eleverne lytter intenst
Undervisning for alle

Boglige uger

2 gange om året har vi boglige uger. Vi har lidt at indhente, fordi vi har så meget idræt i hverdagen, så i to uger om året skruer vi ned for idrætten, så vi for alvor kan komme i dybden med det boglige.

Vi har stadig lidt idræt ud på eftermiddagen, men bortset fra det består de boglige uger af hele dage med kun ét fag. Så vi har én hel dags matematik, én hel dags dansk og så videre. Her får eleverne mulighed for at få de forskellige fag i koncentreret form.